Vejs ende

Jeg er nu nået til vejs ende og kan i dag afslutte modul 12 på Hailsham 4. Jeg har været rigtig glad for at være på denne afdeling, da den har været rigtig lærerigt.
Da det som tidligere r skrevet er et kirurgisk afsnit har jeg beskæftiget mig rigtig meget med forskellige typer af sår, forbindinger og smertebehandling.

Jeg har været med til mange typer forbindingsskift bla. vacum-forbinding, hvor jeg virkelig har kunnet se dets effekt. Derudover har jeg beskæftiget mig meget med den smertestilende behandling af patienten, hvor jeg har lært meget omkring de forskellige kombinationer af smertestillende præparater og deres effekt.

Derudover har jeg beskæftiget mig med fænomenet fantomsmerter, da mange af mine patienter har fået foretaget en amputation. Dertil har jeg lært lidt om hvilken smertebehandling der istedet ville gavne patienten.

Jeg har været med til at passe en mandlig patient, der fik foretaget en amputation lige under knæet, hvilket var en ret vellykket operation og helingsprocessen var over alt forventning. Det eneste problem patienten havde var hans smerte og fantomsmerter som forekom af og til. Efter et besøg af specialsygeplejersken inden for smerter blev patienten smertescreenet og ændringer i hans medicin blev foretaget med god effekt.

Da jeg har beskæftiget mig med nogle store og betændte sårskift, har jeg arbejdet meget med at tilrettelægge mit forbindingsskift, således at jeg har kunnet smertedække patienten inden processen, hvilket har gjort hele situationen bedre for patienten.

Derudover har jeg været med nogle af mine patienter til forskellige undersøgelse bla. mr-skanning, ultralyd og røngten. Hvilket har gavnet min læring og forståelse rigtig meget og i den grad har gavnet patienten i at føle sig tryg i hele situationen.


Alt i alt har jeg været rigtig glad for at være på denne afdeling. Personalet har været rigtig imødekommende og har taget sig godt af mig de sidste 6 uger.

Hailsham 4

I denne uge er jeg startet på en ny afdeling, et kirurgisk sengeafsnit kaldet Hailsham 4.

Jeg har glædet mig rigtig meget til at starte på denne afdeling, da jeg ved at den fungere rigtig godt, der er tid til at være studerende og derudover er personalet rigtig søde og flinke.
I denne her uge har jeg ikke været så aktiv på afdelingen, men i stedet observeret og fundet ud af hvordan afdelingen er organiseret.  Det virker til at være en spændende sengeafdeling, da det er hovedsageligt er kirurgiske patienter med abdominal- og vaskulærer komplikationer.

Indtil videre har jeg været med inde hos en patient, som havde fået foretaget en brok operation hvilket resulterede i en masse komplikationer for patienten. Brok operationen endte ud i en absces og senere skete der en  perfusion af tarmen.  Alt dette havde endt ud i en større operation for patienten hvor vedkommende efterfølgende havde et åben sår på abdomen på 20x10x4,5cm. Patienten havde en speciel gennemsigtig forbinding over såret, hvor væske og afføringen blev samlet i en kateter pose.

Jeg var med inde hos patienten og se skiftet af forbindingen, som kun blev skiftet hver femte dag. Da jeg aldrig har set et så stort åben sår, hvor alt abdomens indhold kunne ses, var jeg meget spændt på at se om jeg kunne håndtere det og ikke blive dårlig. Men utrolig nok syntes jeg det var rigtig spændende at se forbindingsskiftet. Imens de to sygeplejerske skiftede forbindingen og rengjorte såret snakkede jeg lidt med patienten omkring hvad der var hændt ham, siden at denne brok operation var fejlet så grusomt. Vi havde en rigtig god dialog om hele hans hændelses forløb, og jeg fik en smule ondt i maven over hvor alvorlig hans situation var. Han fortalte at han ventede på at blive overflyttet til University London Hospital fordi de ikke kunne gøre noget for ham i Eastbourne. Han fortalte mig at han havde været indlagt på denne her afdeling en måned, og i alt den tid kun ventede på at kunne blive overflyttet og håbe på at de kunne gøre noget for ham. (Heldigvis blev han overflyttet dagen efter).
Inden selve forbinding skiftet var han blevet godt smertedækket pga. voldsomme smerter som ville optræde i forbindelse med rensningen og skiftningen af forbindingen. Derudover var han kontinuerligt smertedækket med fentanyl depotplaster pga. voldomme smerter hele tiden.
Jeg snakkede lidt med personaet om hans prognose for at få det bedre efter en ny operation i London, hvorved de ikke helt vidste hvad der kunne gøres for ham, da denne fejl operation var yderst kompliceret. (Jeg håber virkelig det bedste for ham).

Efter 3 uger på afdelingen.

Jeg har nu allerede været på afdelingen i tre ugers tid og jeg er stadig rigtig glad for at være der. Indtil videre har jeg oplevet en masse forbindings skift, da det som sagt er et kirurgisk afsnit. I denne forbindelse har jeg også beskæftiget mig en del med smertebehandling.
Jeg har set rigtig mange forskellige typer af amputationer af underekstremiteterne, og derfor også forskellige behandlings former når det kommer til sårhelingsprocessen. Jeg har bla. beskæftiget mig med auqacel aq, honning og vacum behandling. Derudover har jeg deltaget når specialsygeplejersken i sår har været forbi til de mere komplicerede patienter og hørt om hvad muligheder der har været for at forbedre den enkelte patient sårhelingsproces. Dette synes jeg har været rigtig spændende og lærerigt og desuden har jeg helt sikkert kunne sætte det i ralation til hvordan vi gør det i Dk.
Men når det kommer til smertebehandling af patienten, må jeg desværre sige at de ikke altid benytter deres viden og erfaring som de har. Istedet for at give patienten kontinuerligt smertestillende (især ved de store operationer), har jeg erfarret at de spørger patienten til råds og om de ønsker smertestillende. Jeg kan godt se formålet med at de inddrager patientens ønsket af smertestillende, men samtidigt har sygeplejersken også bare den forpligtigelse til at smertedække patienten på bedste vis, da vi som sygeplejerske har den rette viden.
Jeg har tit oplevet at patienter har frasagt sig smertestillende og efterfølgende har fået smerter, som så har været svære at dække - desværre.

Når patienter får disse smerter bliver jeg ked af det på deres vegne, da jeg ved det højt sandsynligt kunne havde været undgået. Jeg tænker især på en situation med en patient der havde fået foretaget en bypass operation, indgrebet var fundet sted i låret for at forbedre blodforsyningen til foden (patietnen var diabetiker). Pga af mange faktorer ville såret som fyldte det meste af låret ikke hele og var åbent med målene 20x10x4,5 cm.
Sygeplejerskerne gjorde deres bedste for at holde det rent og skifte forbinding, mens specialsygeplejersken og læger var inde over for at prøve at fremme helingsprocessen.
Det åbne sår var smertefyldt for patienten, og hun frasagde sig smertestillende medicin i forbindelse med sårskiftet, hvilket resulterede i at hun senere fik mange smerte som var svære at smertedække.
Efter denne episode tænker jeg, at jeg kunne havde taget dialogen med patienten omkring hvorfor hun frasagde sig smertestillende i forbindelse med sårskiftet og derved havde snakket med hende om hvad konsekvenserne kunne blive. Denne episode har hvertfald gjort, at jeg helt sikkert vil gå i en dialog med min næste patient omkring smertebehanling hvis den tilknyttede sygeplejerske ikke gør.

Min sidste dag på Berwick ward

I dag er min sidste dag på Berwick ward. Det har været et lidt kaotisk praktik forløb der de sidste 6 uger. Afdelingen har haft en del ledelsesproblemer, hvilket har smittet af på personalet. Derudover har afdelingen været underbemandet og tiden har ikke altid været der til mig, hvilket har været forståeligt nok.

Men jeg synes at jeg har fået udnyttet mine 6 ugers forløb, da jeg har oplevet og set en masse. Jeg har blandt andet oplevet et par pacemaker-operationer, PCI indgreb, genoplivning af patienter, set en død for første gang, overværet en gastroskopi og RIG indgreb.

Derudover har jeg været med til medicingivning og hele vejen omkring et patient forløb. Jeg har været med til at ringe og give besked til plejehjem og pårørende om en patients situation. Endvidere har jeg arbejdet i et tværfagligt team med fysiterapeuter, socialrådgiver og læger.

Derudover har jeg udnyttet situationen hvor der ikke altid har været tid til mig til at snakke med patienterne. Jeg har haft rigtig mange gode dialoger med mine patienter, hvilket har været med til at forbedre mit engelske. Jeg tror også patienterne har nydt at have en at snakke med når sygeplejersken har været stresset og ikke haft så meget tid til hver enkelt.

Da jeg har været på en hjerte/medicinsk afdeling afdeling har jeg lært rigtig meget i forhold til hele patient forløbet og deres måde at gøre tingene på. Jeg har som sagt indgået i et tværfagligt team og været med til at lægge sygeplejeplanen og hvilke sygeplejeinterventioner der har været nødvendige for den enkelte patient. Det har krævet sit at finde ud af hele sundhedssystemet og hvordan det fungere, derved ser jeg frem til de næste 6 uger på et kirurgisk afsnit hvor jeg håber at kunne forbedre mine evner til at organisere hele patient forløbet.

Pacemaker

I dag skulle en af mine patienter havde foretaget en pacemaker operation, som foregik paa CCU, hjerteafdeling. Som ved enhver operation hjemme i Danmark, skulle patienten klargoeres til operationen ifoelge en procedure. Patienten blev vasket og klargjort med operationstoejet og der blev udfyldt en formular til operationspersonalet omkring patientens identitet, samtykke, faste, blodproever, EKG, blodtryk og puls etc.

Min patient havde vaeret indlagt nogle dages tid pga uregelmaessig hjerterystme og blev overvaeget vha. telemetri.  

Jeg ville rigtig gerne overvaere denne operation, da jeg finder det meget interresant at man kan gaa ind og overtage funktionen fra hjertets eget elektriske system. Deruover synes jeg det  er utroligt, at denne lille pacemaker maskine kan udsende elektriske impulser som er med til at faa hjertet til at slaa regelmaasigt igen uden at vedkommende maerker det.
Dette ingreb foretages naar patienten er ved bevidsthed, dog gives der noget sederende medicin til patienten for at faa vedkommende til at slappe af.

Under operationen observerede jeg hele processen omkring indgrebet. Patienten blev foerst vasket med desinficerende vaeske under kravebenet, og derefter at blive tildaekket med sterile stykker plastik. Derefter blev der lagt lokalbedøvelse, og derefter  et snit, hvor pacemakeren skal ligge under huden. Derefter findes det blodkar, hvor igennem pacemaker ledningerne bliver ført ned til hjertet. Pacemakeren er forbundet til hjertet med en eller to ledninger. Den ene ledning skrues fast i højre forkammer, den anden ledning skrues fast i højre hjertekammer. I min patients tilfaelde blev der kun skruet en ledning fast.

Da indgrebet var faerdig kunne min patient med det samme koeres tilbage til min afdeling. Jeg hjalp personalet med at koere patienten tilbage og var med til overleveringen fra operationssygeplejersken. Indgrebet var gaet fint og ligetil og patienten var velbefindende. De eneste gener patienten havde fra indgrebet var lidt oemhed omkring ingrebsstedet.  Hendes blodtryk blev maelt med 15 min mellemrum den 1 time og derefter hver 4 time det naeste doegn, men hjerterytmen overvaages via telemtri igen det naeste doegn. 
Dagen efter dette ingreb skulle min patient havde kontrolleret sin pacemaker af en specialuddannet bioanalytiker, som aflaeser om den virker og er indstillet korrekt.

Da det var min sidste dag i denne uges praktik havde jeg ikke mulighed for at foelge op paa patienten, hvilket ville have vaeret interessant for mig.
Jeg lod mig fortaelle af operationsafsnittets personale at patienten formentlig ville kunne komme hjem i loebet af de naeste par dage hvis der ikke opstod nogle komplikationer i forbindelse med indlaeggelsen af pacemakeren.   

Da det var mit foerste  pacemaker operation som jeg overvaerede, var jeg ikke saerlig behjaelpelig inde paa operationsstuen.  Saa jeg gjorde mig mest nogle observationer over hvordan de indlage pacemakeren, som jeg var meget opslugt af.

Efter min patient og jeg kom tilbage til afdelingen havde vi en god dialog omkring hele operationsforloebet. Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvor hurtigt og ligetil indgrebet havde vaeret. Derudover fortalte jeg hende, at jeg syntes det var rigtig spaendende at havde overvaere dette indgreb.
Jeg er sikker paa at denne dialog var med til at goere patienten mere tryk efter indgrebet/operationen. Selvom det var en forholdsvis simpelt indgreb har det stadig fyldt meget i patientens hoved at hjertet ikke har fungeret ordenligt.   

 

PCI ingreb

I denne uges praktik fik jeg lavet et par aftaler med CCU, som er en hjerteafdeling hvor der bliver foretaget PCI og pacemakers, om at faa lov til at overvaere disse indgreb.
Jeg fuglte nogle af mine patienter fra min egen afdeling til CCU og derved fik jeg hele patient forloebet at se.
Den foerste dag var jeg med til at klargoere en af mine patienter til CCU. Der var en checkliste som skulle udfyldes af sygeplejersken omhandlende patienten identitet, patientens samtykke til indgrebet ect. (Lidt som en retningslinje over hvilke procedurer der skal foretages ved patientens klargoering til indgrebet). Derefter fulgte jeg med patienten ned til CCU, hvor patienten og jeg ventede i sengeafsnittet, indtil operationsstuen var klargjort.
Patienten var ved fuld bevidsthed under hele indgrebet og fik kun lagt lokalbedoevelse i lysken hvor indgrebet blev foretaget fra. Jeg fik fortalt at hvis nogle af patienterne foelte det lidt overvaeldende og skraemmende, kunne de faa noget berolignende/sederende som iv.
Min patient var rimelig afklaret med situationen, men oenskede alligevel noget berolignende for at tage nervoesiteten med god effekt.
Patienten havde forinden faet lavet en forundersoegelse / en KAG roegtenundersoegelse af hjertets kranspulsaare, hvorved der var fundet en forsnaevring som skulle behandles med en PCI, som ville give bedre blodforsyning til hjertet og dermed fjerne anfald af angina pectoris.
Jeg observerede hele processen og hvorledes PCI indgrebet blev foretaget. Jeg var meget overrasket over hvor smertefri og ligetil processen var. Det eneste smerte patienten maerkede var i forbindelse med at lokalbedoevelsen blev givet som injection og under selve ballonudvidelsen, hvor der forekom nogle smerter i brystet pga iltmangel, som forsvandt reletivt hurtigt igen saa snart stenten var indsat.
Hele indgrebet kunne jeg foelge paa roegten skaermende som viste deres processer i kranspulsaarerne omkring hjertet. Til sidst blev et roentgen billed fra forundersoegelsen sammenlignet med et nuvaerende billed efter PCI indgrebet, hvorved der tydeligt kunne ses at forsnaevringen var blevet forbedret. Da patienten som sagt var ved bevidsthed under forloebet, viste kirurgen patienten roegtenbillederne, hvorved patienten fik en stoerre forstaaelse over det saakaldte problem, som havde gjort udslaget til angina pectoris.  
Efter dette indgreb kunne patienten med vores hjaelp selv komme over i sin egen seng fra operationslejet. Patienten skulle vaere forbeholden med at boeje sig fremover det naeste stykke tid og forholde sig i ro, for at undgaa bloedning fra indstiksstedet.
Efterfoelgende skulle patienten have flere forskellige slags blodfortydende medicin, for forebyggelse af eventuelle tromber.
Jeg fulgte med patienten tilbage til min afdeling, og var med til overleveringen af patienten.
Efterfoelgende gik jeg ned paa CCU igen og var med til 3 PCI indgreb den samme eftermiddag. Jeg syntes jeg laerte rigtig meget ved at vaere med til disse indgreb, da jeg fik en meget stoerre forstaelse for hjertets anatomi og selve PCI indgrebet og dets effekt.
Senerer samme dag observerede jeg hvor velbefindende min patient var og med hvilken god effekt patienten havde af indgrebet.

To hjertestop inden for en halv time.

I dag oplevede jeg to hjertestop inden for en halv time.

Hvad der så ud til at være en stille dag på hospitalet, ændrede sig til to hjertestop patienter inden for en halv time.

Det første hjertestop startede ud med, at to pårørende henvendte sig til mig ved skranken i midten af afdelingen, hvor sundhedspersonalet holder til. De var bekymrede for deres familiemedlem som var indlagt, da vedkommende begyndte at føle sig utilpas med kvalme og havde en raglende lyd ved vejrtrækningen. Da jeg ikke kendte patienten henvendte jeg mig straks til sygeplejersken der havde med den patienten at gøre.
Jeg tilså patienten sammen med sygepjersken og så blev der slået alarm!

Patienten stoppede med at trække vejret, og hans ansigts farve ændrede sig hurtigt. Sygeplejersken trykkede på alarmknappen hvorved en høj hyle tone gik igang på hele afdelingen. Alt personalet strømmede til patienten med  akutvognen og begyndte genoplivningen. Imens var der en af sygeplejerskerne der trykkede 2222, hvorved der gik 30 sek og så kom genoplivnings-teamet, bestående af 4 specialiserede folk i akut hjertestop og genoplivning, løbende til afdelingen.

Hurtigt skete der en rollefordeling omkring patienten og teamet overtog genoplivningen. Patienten fik hjertemassage, blev intuberet, stødet 5 gange og fik adrenalin. Der blev givet en stor indsats for at rede patienten, hvilket ikke lykkedes, og genoplinvningen blev indstillet til sidst. Men patienten havde alvorlige hjerteproblemer og havde fået en pacemaker for en uge siden og efterfølgende var han blevet svækket meget og var begyndt at blive meget forvirret og ustabil.

Da alt personalet strømmede til patienten og jeg ikke vidste hvad min rolle skulle være i denne proces, valgte jeg at tage mig af de to pårørende og få dem sat ned på et par stole, da de var stærkt påvirkede af hele situationen.
Jeg kunne mærke at især den ene pårørende som var ægtefælde til patieten, var meget påvirker af situationen og lige inden hun skulle sætte sig på stolen var hun ved at falde om. Jeg var rigtig glad for at jeg valgte at tage mig af de pårørende og valgte at trække dem til side og få dem til at sidde ned. Dernæst overtog en anden sgeplejerske min funktion og tog dem med ind til et lukket lokale med en læge og forklare dem hele situationen.

Dernæst var min rolle i dette forløb at jeg holdt mig på sidelinjen og observede hele forløbet omkring genoplivningen, da jeg aldrig har oplevet det før. Jeg holdte mig langt i baggrunden så teamet havde de bedste muligheder for at komme til ved patienten, da pladsen omkring ham var begrænset. Det jeg nok mest observede var hvor hurtigt der blev foretaget en indsats og hvor hurtigt rollerne med hvem der skulle gøre hvad for patienten blev fordelt. Den der havde det overordnede ansvar for genoplivningen stod for enden af sengen og var med til at skabe overblik omkring det hele.
I og med det var min første genoplivning kunne jeg virkelig mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen på mig og mit hjerte bankede afsted. Inden de valgte at indstille genoplivningen gik jeg ud og og satte mit ved skranken for lige at sunde mig lidt. Oversygeplejersken hendte vendte sig til mig og spurgte ind til hvordan jeg havde det med hele situationen. Hun forklarede mig hvilke tiltag der var blevet foretaget med patienten undervejs, og omkring hvem der tog sig af de pårørende og hvornår man ville vurdere at genoplivningen skulle indstilles.

Inden patienten var erklæret død blev teamet tilkaldt angående et andet akut/kritisk tilfælde som ville komme ind gennem skadestuen. Team lederen spurgte om jeg ville med ned og se dette, hvilket jeg gerne ville. Straks løb vi gennnem hele hospitalet og ned til skadestuen hvor patieten kom ind med svære vejrtræknings problemer. Kort tid efter fik han hjertestop og genoplivningen begyndte men kun med hjertemassage denne gang, da der ikke kunne stødes på grund af at han havde asysteli. Team lederen spurte om jeg ville forsætte hjertemassage på ham, hvilket jeg svarede nej til.
Jeg valgte at svare nej til dette, da jeg for lidt siden havde oplevet mit første hjertestop og stadig ikke havde sunket min klump i halsen efter denne oplevelse. Samtidig var jeg også bange for at jeg ikke ville gøre det rigtig og ville fejle i det. Men stadig ville det have være den oplagte mulighed for mig at prøve genoplivning hvor jeg deltog aktiv i processen. Jeg vidste jeg var omkringet af professionelt personale som ville havde kunnet hjælpe og guide mig i det.
Men ved det næste hjertestop jeg oplever vil jeg ikke tøve med at være aktiv i forløbet og gøre en indsats for at rede patienten.